Rejsen tilbage til arbejde efter hjernerystelse: Mikkels historie

Hjernerystelsen forandrede Mikkels liv. Ikke pludseligt, men over seks år, hvor familie- og arbejdsliv blev udfordret i ekstrem grad.

Endelig fik han den rigtige hjælp

Den erfarne civilingeniør i bioteknologi, Mikkel, forventede efter et fald med en uheldig landing på ansigtet, at han hurtigt ville komme sig. Men som årene gik, blev udtrætning, hovedpine og koncentrationsvanskeligheder voldsomt udfordrende. Det blev umuligt for ham at arbejde, og han måtte blandt andet bruge ørepropper grundet lydoverfølsomhed. Den engang aktive Mikkel følte sig stadig mere fanget i et liv, han ikke ønskede sig og stod alene uden vejledning.

Det var først, da han blev opsagt og langtidssygemeldt, at han og hans familie fik den hjælp, de havde brug for. Først gennem kommunen, der forstod vigtigheden af at tage hånd om de pårørende, da de er en vigtig ressource i vejen tilbage til et mere normalt liv. Dernæst erkendte kommunen, at de ikke havde kompetencerne til at hjælpe ham i hans situation. Tidligere måtte Mikkel og hans familie selv finde ud af, hvad der var galt, da lægen og velmenende behandlere ikke havde tilstrækkelig viden eller tid til at give den rette hjælp.

Det var her, Forenede Care Neuro med et team af fagpersoner kom ind i billedet og skræddersyede en plan til Mikkels arbejdsafprøvning. I dag er han på sporet af sine drømme igen og har genfundet balancen i sit liv.

Rejsen tilbage til arbejde

Fysiske, kognitive, følelsesmæssige og arbejdsmæssige behov tog Linda, der er Forenede Care Neuros socialrådgiver, hånd om. Hun og Mikkel lagde sammen ruten tilbage til den hverdag, han savnede. Teamets neuropsykolog gav Mikkel indblik i, hvad der var reaktioner på hjernerystelse, og hvad der var stressreaktioner. Han skulle lære at sortere i sine symptomer og skabe rum til positiv udvikling.

“Gennem Linda havde jeg en ressource, jeg kunne henvende mig til, uden at skulle skemalægge det. At have adgang til en fagperson, der virkelig forstod mine udfordringer og støttede mig, har været uvurderligt. Jeg har følt mig set og forstået på en måde, jeg aldrig har oplevet i sundhedsvæsnet før.”

De nye tilgange gav overskud til et praktikforløb, hvor Mikkel gradvist fik fod på arbejdslivet igen. Han lærte for eksempel at være sammen med kollegaer uden at bruge beskyttende høreværn ved at holde flere pauser og reagere på signaler, før symptomerne blev uudholdelige.

Klar til fremtiden

Efter otte måneder hos Forenede Care Neuro er Mikkel ved at stå på egne ben igen, træde ud af de dårlige mønstre og har bygget et solidt fundament til at håndtere eventuelle tilbagefald. Han arbejder igen fuldtid og er enormt glad for at være en aktiv del af arbejdsmarkedet igen.

“At få hjælp tidligere fra fagpersoner med ekspertise inden for hjernerystelse, der også forstår det menneskelige aspekt og det omgivende system, ville have gjort en stor forskel,” siger Mikkel.

Med hjælp tilpasset til hans behov lærte Mikkel ikke kun at håndtere sine symptomer, men også at finde en balance mellem arbejde, hvile og familieliv. Han har genopbygget sin arbejdsidentitet og sikrer sig mod tilbagefald ved at benytte de strategier, han har tilegnet sig under forløbet.

Gennem årene har Mikkel og hans hustru også arbejdet tæt sammen for at finde balancen igen i deres liv med to børn og er i dag en stærkere og mere sammenhængende enhed.

At få hjælp tidligere fra fagpersoner med ekspertise inden for hjernerystelse, der også forstår det menneskelige aspekt og det omgivende system, ville have gjort en stor forskel,

Mikkel, borger med følger efter hjernerystelse

Læs flere borgerhistorier