“Hvis jeg har drillet for meget, er jeg endt på kondicyklen”

Jens drejede fra grusvej til asfalt i den svenske skov, men styretøjet på ATV’en satte sig fast og kunne ikke dreje i svinget, så Jens blev kastet af, hvorefter maskinen landede ovenpå ham.

Han husker ikke ulykken, men har fået forklaret af sine jagtkammerater, at han blødte ud af ørene, da de kom ham til hjælp. Han vågnede i ambulancen på vej til det lokale sygehus, hvor det var uvist, om han ville overleve. Udover kraniebruddet og et stort slag i tindingen, var alle hans ribben i højre side af kroppen knust.

”Lægerne måtte lede inde i mig for at finde stumperne af ribben,” forklarer Jens.

Fra det lille sygehus blev han fløjet til hospitalet i Göteborg og sidenhen overflyttet til Nordsjællands Hospital. Undervejs lå han tre uger i koma og svævede mellem liv og død.

Senere blev han overflyttet til Hvidovre Hospital, hvor han begyndte at komme til sig selv og kunne starte på genoptræningen.

Det var hans hjerneskadekoordinator i hjemkommunen, der sagde, at han skulle fortsætte sin genoptræning hos Forenede Care Neuro, Ringstedhave

Jens’ humør var i forvejen helt bund. Han lå for nedrullede persienner, var træt og havde tunge tanker om livet. Oveni havde han ingen appetit og spiste kun nogle få bidder mad.

De første 14 dage på Ringstedhave tabte han sig mere og mere og havde ikke kræfter til træning.

Beslutningen på Ringstedhave blev at lade ham indlægge og få en PEG-sonde i maven. (En tynd slange så næring kan ledes direkte til mavesækken.)

Tilbage på Ringstedhave kom appetitten igen. Han begyndte at spise normalt og kunne begynde sin rehabilitering.

Jens begyndte at føle taknemmelighed over at have overlevet ulykken.

”Jeg har været ustyrlig heldig,” siger han. ”Jeg bliver også lynhurtigt rørt nu. Det er lidt pudsigt, men giver også noget eftertanke: ’Hold kæft, Jens, du kunne ligeså godt have ligget to alen under jorden nu.”

Da Jens startede på Ringstedhave, kunne han kun gå med støtte fra det hjælpemiddel, der kaldes ”talerstolen”. Med opbakning fra personalet blev han hurtigt bedre til at gå selvstændigt.

”På et tidspunkt sagde de til mig, at nu blev talerstolen taget fra mig, for jeg kunne jo sagtens gå uden. Jeg spurgte mig selv: ’Kan jeg nu det?’ Det viser sig, at det kan jeg. Det er lige før, man bryder sammen af glæde over, at man lige har været ude og gå 50 meter selv,” fortæller Jens.

At genlære at gå har ikke været Jens’ eneste succesoplevelse på Ringstedhave. Udover sit job som lastbilchauffør gennem 18 år laver han også af og til selskabsmad.

”Jeg kom på et tidspunkt til at sige på Ringstedhave, at jeg godt kan lave mad,” siger han med et glimt i øjet. Og så fik jeg fast køkkentjans. Den første gang jeg var i køkkenet, stod jeg op i en time og et kvarter!” siger Jens.

Køkkentjansen har trænet Jens’ finmotorik, for selvom han ikke er ligeså hurtig med en grøntsagskniv, som han plejer, så ved han, at det nok skal komme tilbage efterhånden.

Jens har fået meget ros af personalet og andre borgere for at lave ekstra lækker mad til frokosten. 

”Det giver også mig selv lidt at få at vide, at maden smager dejligt.” Siger Jens der mest har lavet maden på gefühl. Jens siger ”Julie, hun tog en dag fire gange og har frittet mig for opskriften. Det er sjovt.”

Jens er tydeligvis en spøgefugl og siger selv, at han ”godt kan være temmelig flabet af natur – hvis jeg har drillet for meget, så er jeg endt på kondicyklen,” siger han med et smil.

Han fortæller også om en dag, hvor SOSU-assistenten Christina og han kørte om kap på kondicyklerne til høj Metallica-musik, som de begge er store fans af. 

”Vi lukkede dørene og kørte derudaf side om side. Så blev de andre nysgerrige og skulle da lige se, hvad vi lavede.”

Jens forventer, at han kan vende tilbage til jobbet som lastbilchauffør om 4-5 måneder.